• miaherskind, ph.d.

Sid godt, når du mediterer

Updated: Jul 11, 2019


At sidde godt


Når du sætter dig for at meditere, er det en god ide at bruge lidt tid på at sidde godt.

Tænk et øjeblik på hvor stabilt et bjerg er forankret, hvor urokkeligt det står.

Iagttag for dit indre blik dets brede basis

Lad billedet af bjerget styrke din forankring: din brede basis er dit sæde, dine lår og fødder. Jo bedre kontakt du oplever denne del af kroppen har med underlaget, dets mere stabilt vil du føle, at du sidder.

Bjerget er også en inspiration til at sidde med vågenhed og værdighed. Ligesom bjerget rejser sig op af sin brede basis, rejser kroppen sig også op fra bækkenet - et langt løft fra haleben til toppen af hovedet.

Hvordan sætter jeg mig?

Når du sætter dig, kan billedet af bjerget være en inspiration: den gode stabile forankring og løftet opad i kroppen.

Du kan vælge mellem at sætte dig

  • på gulvet med et let løftet sæde, gerne på en meditationspude og med benene krydset ind foran kroppen. Sørg for at dit sæde er løftet op, så det er højere end dine knæ. Understøt gerne dine knæ med tæpper eller puder, så du opnår størst mulig stabilitet.

  • på en stol. Lad ryggen være fri af ryglænet og fødderne have god kontakt med underlaget.

Hvordan mærker jeg stabilitet og hvad vil det sige at sidde med værdighed?

At sidde med en fornemmelse af stabilitet kan måske understøttes af følgende stikord:

  • mærk fødderne og tæerne samt fodsålernes kontakt med underlaget

  • mærk lårenes og ballernes møde med henholdsvis stolesæde og meditationspude,

  • når du sidder på meditationspude - mærk nu også underbenenes kontakt og støtte mod underlaget.

At sidde med en følelse af værdighed og stabilitet, kan måske understøttes af en forestilling om at din krop rejser sig op og ud af din brede solide basis/ af bækkenet.

  • mærk nu også løftet opad i kroppen - fra haleben til til toppen af hovedet.

  • lad dit hoved og din nakke balancere på dine skuldre, og og lad skuldre og arme være afslappede og tunge.

  • lad dine hænder hviler på dine lår eller i dit skød.


Prøv også denne øvelse og mærk om den kan hjælpe dig til en følelse af kropslig ro, stabilitet og værdighed:

Træk begge arme op over hovedet til de ligger parallelt omkring dine ører. Lav nu et sejt stræk helt ud i fíngerspidserne, så også skuldrene løfter sig op over ørerne. Sænk herefter armene ned igen-samtidig med, at du bevarer din oprette stilling.

Er det bedre at sidde på gulvet end på en stol?

Nej det er ikke bedre at sidde på gulvet end i en stol.

Mange af os er ikke vant til at sidde på gulvet, og senerne i vores lår og hofter tillader ikke, at vi sidder som kvinden på stranden (se foto ovenfor). I sådanne tilfælde er det bedre at sætte sig i en stol. Det er ikke hensigtsmæssigt at sidde og kæmpe med at finde en stilling med stabilitet på gulvet, hvis kroppen smidighed og træning ikke pt. er til det.

Det at sidde på gulvet kan imidlertid være tiltalende, blandt andet fordi det at være tættere på jorden kan forstærke følelsen af stabilitet. Derfor er der en del mennesker, der arbejder med deres smidighed for at kunne sidde på en pude på gulvet. Det kan du også gøre.

Men husk at det ikke er stillingen, der er afgørende, men indstillingen.

Hvad gør man, når man ikke sidder godt?

Hvis du undervejs i din meditation oplever uro, rastløshed eller smerte i kroppen - måske fordi du ikke sidder godt - kan du

  • skifte stille og roligt skifte stilling samtidig med at du bevarer din mindful forholdemåde.

  • rette opmærksomheden mod smerten, uroen eller rastløsheden og lade dit åndedræt møde det der generer. træk vejret ind i det aktuelle område af kroppen. Måske følelsen og fornemmelse forsvinder, ændrer sig, bliver forstærket. Vend tilbage til din meditation igen med dine nye erfaringer.

Hvor kan jeg lære at sætte mig for at meditere og bringe en mindful forholdemåde ind i min hverdag?

På et mindfulnesskursus og i mindfulnessbaseret terapi i mindthebody, bliver du fortrolig med at sætte dig og finde en stilling, hvor du føler stabilitet og forankring. Med kropslig stabilitet og forankring får du en bedre føling med dig selv.

Jeg starter løbende nye mindfulnesskurser i Gentofte.

KONTAKT miaherskind@hotmail.com


57 views

Opmærksomhed på krop og åndedræt er centrale ressourcer i din  håndtering af stress, smerter, uro, tankemylder og angst.

Psykolog, ph.d. Mia Herskind

KONTAKT 40981848 eller miaherskind@hotmail.com

​© 2008 mindthebody

Birkerød, Gentofte, København.