• miaherskind, ph.d.

Er mindfulness noget for dig?

Updated: Apr 14



Har du overvejet om et kursus i mindfulness er noget for dig?


Læs mere om hvad mindfulness kan gøre for dig i artiklen nedenfor.







Du kan springe teksten over og læse om det næste 8 ugers MBSR mindfulnesskursus her


Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale på mail eller telefon 4098184.

Stor interesse for mindfulness

Der er en stadigt stigende interesse for mindfulness. Den afspejler sig i flere og flere mindfulnesskurser, og i en hastigt stigende forskning på området.

Mange vælger mindfulness som et led i at reducere stress. Ikke uden grund: forskningsresultater viser, at mindfulnesskurser som Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR), har en stressreducerende effekt. Læs mere om MBSR kurser her.

Det er ikke alene stress, der får mennesker til at opsøge og deltage på et mindfulness kursus. Andre deltager, fordi de synes, at glæden og livskvaliteten i hverdagen er blevet mindre. De ønsker at

  • være mindre selvkritiske,

  • bekymre sig mindre,

  • håndtere arbejdsmæssige ambitioner mere hensigtsmæssigt,

  • være mere rolige og selvberoende i sociale sammenhænge (arbejde og privat),

  • være mere tilstede i sammenhæng med familie og venner,

  • håndtere og mindske smerte og sygdom, så overskuddet bliver større,

  • sove bedre og

  • håndtere udfordringer knyttet til forskellige livsfaser- og situationer (fx at være ung, der flytter hjemmefra, at være alene, ældre, pensioneret, skilt, at miste en man har kær).


Bag disse forskellige begrundelser, ligger et nogle helt grundlæggende ønsker:

- at opleve mere glæde i hverdagen og

- at håndtere små og store udfordringer på en mere hensigtsmæssig måde.

Mindfulness er for alle

De, der henvender sig i Mindthebody med interesse for mindfulness, er både mænd og kvinder, unge og ældre: Peter på 24 har henvendt sig, fordi han oplever, at han ikke kan styre sine tanker, de løber løbsk. Grethe på 74 kan heller ikke få 'ro i hovedet', fordi der er for mange tanker, der vender tilbage igen og igen og igen.

Christian på 45 har fuld fart på karrieren og oplever tiltagende smerter i ryggen; Sofie, der er 32 år, har i nogle år været udenfor arbejdsmarkedet med mange smerter i forbindelse med fibromyalgi. Begge vil gerne gøre noget for at få mere livskvalitet.

Karin på 27 er sygemeldt med stress, det samme er Henrik på 60.

Ulla, der er 40 år og er forsker, oplever, at det er svært at kommunikere venligt og nærværende, når hun har travlt. Det gælder både i familien og på arbejdet; Carsten på 40, mærker, efter en hård skilsmisse, at vrede og tristhed på skift påvirker hans livskvalitet. (personerne er anonymiserede).

Ved henvendelsen til Mindthebody er de fleste nået til en erkendelse af, at noget mindsker deres livskvalitet og de håber, at Mindfulness kan give dem redskaber til at finde mere glæde, ro og nærvær - nu og i fremtiden.

Det alment menneskelige er, at livet indeholder små og store katastrofer

Ganske tidligt i kursusforløbet, bliver det tydeligt for deltagerne, hvor alment menneskeligt det er, at være i situationer, hvor pulsen stiger og åndedrættet bliver kortere, hvor man bekymrer sig og bliver selvkritisk, hvor det er svært at være nærværende etc.

Til trods for deltagernes forskellige udgangspunkter for at deltage, bliver det en fælles erkendelse, at ingen ved fødslen trækker et frinummer, hvor der står: du vil leve lykkeligt og uden udfordringer resten af dit liv. Selv de mest priviligerede mennesker, undgår ikke skuffelser, sorg, bekymring og stress.

Jon Kabat Zinn, læge, ph.d. og grundlægger af det 8 ugers mindfulnessforløb, der hedder Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR), har skrevet en bog om at blive fortrolig med mindfulness, der hedder Lev med livets katastrofer, sådan bruger du kroppens og sindets visdom til at håndtere stress, smerte og sygdom. (Dansk psykologisk forlag, 2014).

Han anvender begrebet katastrofe for at understrege, at livet - uanset økonomisk og social status - byder på udfordringer. Nogle er store, andre mindre. Når du vælger Mindfulness, er det udtryk for, at du tager et ansvar for at erkende udfordringerne og håndtere dem med en mindful forholdemåde.

Én af livets små katastrofer

Forestil dig, at du sidder i en bilkø, du skal have et møde om en halv time med din chef, du bliver mere og mere stresset. Du reagerer med forhøjet puls og spændinger i kroppen og med et gentagent negativt tankemønster, der påvirker dit humør og dit velbefindende.

Når du kommer frem en halv time senere, har du brugt din tid på at tænke negative tanker. Du har tæret på din krops energiressourcer. Du har siddet fastlåst i en forestillet faresituation, og er nu i tilstand, som havde du været på flugt fra eller i kamp med en agressiv person/et faretruende dyr.

En anden mulig håndtering

Din håndtering af den stressende situation kunne også se således ud:

Med en bevidst opmærksomhed vil du hurtigt mærke, at situationen trods alt ikke er livstruende, at du stadig er i live, og at du er i stand til at håndtere den stressreaktion, der bølger frem og tilbage i din krop og dit hovede.

Du kan nu - med vilje - rette opmærksomheden mod dit åndedræt og følge det fra øjeblik til øjeblik. Du mærker, hvordan luften passerer ind i din krop på en indånding og ud af din krop på en udånding. Igen og igen og igen. Dit fokus på åndedrættet vil langsomt dæmpe både pulsen, spændingerne i kroppen og katastrofetankerne.

Hver gang du opdager, at en oplevelse af katastrofe vender tilbage, vender du stille og roligt

tilbage til åndedrættet - altsammen i en erkendelse af, at du ikke kan forandre bilkøen. Den er et vilkår lige nu.

Når du ankommer til mødet, vil du være i stand til - lige inden du åbner døren - at tage en dyb indånding og derefter træde ind af døren på en mere rolig og nærværende måde.

At træne og lære sig at være mindful.

Næste gang du sidder i en bilkø eller venter på et forsinket tog, kan du lave din egen lille mindfulness-øvelse

  • Beslut dig for at lade situationen være en øvelse i at være bevidst om hvad din opmærksomhed er optaget af,

  • Vend din opmærksomhed - venligt og blidt- mod åndedrættet,

  • Hver gang du opdager, at du er optaget af andre ting fx tanker, forestillinger, vurderinger og indre dialoger, vender du tilbage til åndedrættet,

  • Mærk åndedrættet som det er. Der er ikke noget forkert åndedræt i denne sammenhæng.

Vær herefter undersøgende overfor, hvad der skete med din opmærksomhed.

Jeg gætter på, at du gentagne gange opdagede, at din opmærksomhed var optaget af tanker om fortid og fremtid, som indre dialoger og vurderinger. Sådan er det.

Fordi du havde en intention om at være opmærksom på dit åndedræt, så opdagede du igen og igen, at der var noget, der afledte din opmærksom på åndedrættet. Det gav dig mulighed for at vende tilbage til det, du havde besluttet dig for at være opmærksom på, nemlig åndedrættet. Bilkøer og andre ventetider er rigtigt gode træningssituationer. Men der skal ofte en mere systematisk træning til, for at vi kan få glæde af en mindful forholdemåde, den skal trænes. Ligesom man træner en muskel, for at den skal blive stærk og smidig og ligesom vi træner bestemte bevægelser, fx en tennisserv for at serve bedre, så træner vi også mindfulness gennem øvelser, for at kunne handle med mindfulness i hverdagen. Se Mindthebodys aktuelle forløb, se her

Mindfulness og kroppen

Igennem mindfulness-træning bliver du også mere opmærksom på din krop. Du bliver mere fortrolig med din krops signaler og sansninger. Det får erfaring med, hvordan krop, tanker og følelser er uløseligt forbundet. Negative tanker vil måske gøre kroppen tung og sænke dit stemningsleje. Omvendt vil positive og glade tanker ofte være forbundet med god kropslig energi og et let og lysere blik på livet. Det har du sikkert allerede erfaring med.

I mindfulness får du mulighed for at forfine din opmærksomhed på denne sammenhæng, hvilket betyder, at du kan ændre nogle ellers 'tavse' og implicitte reaktioner.

Læs mere om kroppens betydning i mindfulness

Mindfulness bygger således på en holistisk/monistisk forståelse af krop og sind, hvilket også kommer til udtryk i de forskellige måder at praktisere mindfulness på. Især i kropsskanningen, yogaen og den gående meditation retter vi fuld opmærksomhed mod kroppen og de sansninger og fornemmelser, der er i kroppens forskellige dele og i kroppen som helhed. Men også i den siddende meditation er opmærksomheden på kroppen central.

Mindfulnesstræning - formelle og uformelle øvelser

For at få en fortrolighed med mindfulness 'træner' du formelle mindfulnessøvelser hjemme hver dag. De formelle øvelser er kropsskanning, siddende meditation, gående meditation og enkle kropsøvelser (yoga). Støttet af guidende lydfiler, kultiverer man en mindful forholdemåde, hvor det at være tilstede fra øjeblik til øjeblik - med vilje - på en ikke dømmende måde er centralt (definitionen på mindfulness).

Det er ofte ikke uden udfordringer. Håndteringen af udfordringerne er imidlertid særligt lærerige: Ved at fortsætte øvelsen, selvom tankerne igen og igen dukker op, og der er masser af tilskyndelser til at rejse sig og igen begynde på hverdagens praktiske gøremål, vender du igen og igen tilbage il åndedrættet. På denne måde stimuleres nye og mere hensigtsmæssige forholdemåder.

En mindful forholdemåde styrkes også gennem mere uformelle mindfulnessformer. Du kan beslutte dig for være mere tilstede,

  • når du spiser og du sanser madens konsistens, smag og duft,

  • når du lytter til andre,

  • når du mærker dine egne behov, fx din egen træthed,

  • når du tager vare på dig selv ved at gå en tur og mærke føddernes møde med underlaget,

  • når du drikker en kop the,

  • når du vender opmærksomheden mod åndedrættet.

Bliv fortrolig med mindfulness på et kursus eller et individuelt forløb

Det vil glæde mig, hvis du, efter at have læst ovenstående, har lyst til at høre mere.

Kontakt mig på telefon 40981848 eller tilmeld dig et forløb:


118 views

Opmærksomhed på krop og åndedræt er centrale ressourcer i din  håndtering af stress, smerter, uro, tankemylder og angst.

Psykolog, ph.d. Mia Herskind

KONTAKT 40981848 eller miaherskind@hotmail.com

​© 2008 mindthebody

Birkerød, Gentofte, København.